Der findes allerede mange danskere, der har investeret i en elbil og sendt den gamle benzin- eller dieseldrevne model på pension. I forbindelse med folketingsvalget i 2019 markerer de fleste partier sig ved at ville udfase de gamle benzin- og dieselbiler så forbrugerne i stedet kan anskaffe elbiler til mere favorable priser. Men er det overhovedet muligt at kunne køre på f.eks. bilferie i en elbil? Svaret på dette spørgsmål er naturligvis ’ja’. Det kræver dog lidt ekstra planlægning, hvis man gerne vil nå rundt i hele Danmark og måske snuse til nogle af de nærliggende lande i Europa.
I Danmark er man dækket ind fra København til Skagen, når man leder efter ladestandere til elbiler. Dog er der nogle såkaldte ’blindspots’ på landkortet, hvor det ikke er muligt at komme hurtigt til en ladestander. Derfor kræver det lidt planlægning når man bevæger sig i Udkantsdanmark, især på den nordvestlige del af Jylland, Lolland-Falster og Bornholm. Fordelen ved en elbil er dog, at denne kan køre længere på en fuld opladning, end man kan med en fyldt benzintank, hvorfor man sagtens kan køre på bilferie.
Tjek din GPS når du kører på bilferie i en elbil
I langt de fleste elbiler findes en særlig GPS enhed, der kan fortælle føreren af bilen, hvor den nærmeste ladestander befinder sig. Man får samtidig også informationer om, hvor mange kilometer man kan køre på den resterende el i bilens lager samt, hvornår det begynder at blive kritisk med at finde en ladestander og holde en velfortjent pause fra kørslen. Er man blandt den lille procentdel af befolkningen, der har haft råd til at spendere minimum 700.000 kroner på en Tesla elbil, skal man ikke frygte at køre på bilferie. Disse modeller kan nemlig lade på alle typer ladestandere i både Danmark og Europa.
Har man derimod en elbil fra et andet mærke, skal man holde øje med navnet på de ladestandere man kommer i nærheden af, da det oftest kun er Teslabilerne, der kan lade på de såkaldte Tesla Superchargere. Er man i tvivl kan man altid læse om ens egen elbil og se, om der er nogle særlige ting man skal tage højde for, hvis man gerne vil på bilferie i udlandet.
Gode råd, når du vil på bilferie i din elbil
Der er i princippet ikke de store forskelle på at køre på bilferie i en brændstofbil eller en elbil. Normalt ville man alligevel holde ind på rastepladser eller tankstationer undervejs for at familien kan komme på toilettet, få forfrisket deres mad- og væskeforsyninger og for at føreren kan slappe lidt af i speeder-foden. Der findes dog nogle gode tips, hvis du ønsker at køre på bilferie i din elbil. Det kan betale sig at planlægge ens bilferie på en sådan måde, at man sover tæt på en ladestander. Bilen kan på denne måde lade op mens man sover, hvilket er tidsbesparende så man kan nå at se, alt det man har planlagt.