Når man rejser og oplever en masse, tænker man som regel, at det her vil man aldrig glemme. Alligevel må man jo konstatere, at der ikke går lang tid, før nogle ting begynder at gå i glemmebogen, og at man efterhånden har glemt mere og mere. Sådan behøver det dog ikke at være, hvis man opretter en rejseblog, hvor man dokumenterer sine oplevelser. En rejseblog er i bund og grund blot er en hjemmeside, hvor man skriver om det, man oplever og lægger billeder fra rejsen på, så man har det hele samlet det samme sted.
Sådan kommer man i gang
Man kan før rejsen købe sig en hjemmeside, det vil sige, man køber et domæne. Nogle foretrækker at lave alt selv fra bunden og dermed selv stå for hele designet og udviklingen af hjemmesiden. Har man ingen programmeringserfaring eller ønsker om at lære at kode, kan man vælge at lave bloggen ud fra en færdig skabelon. Med denne løsning kan man nøjes med at sætte billeder og tekster ind i de på forhånd skabte rammer.
De fleste vil nok lave bloggen som en slags dagbog med tekster og billeder til hver dag. Er der tale om en længere rejse, vil det helt sikkert være en god ide at sørge for at få skrevet dagbog hver dag, mens man har oplevelserne frisk i erindring. Er man på eventyr hver dag, så man har masser at skrive om, kan dette ligefrem blive nødvendigt for ikke at glemme detaljerne eller komme til at blande flere forskellige oplevelser sammen. I hvert fald kan det let komme til at virke uoverskueligt at få skrevet det hele ned, efter man først er kommet hjem.
Oplevelserne deles med andre
Ved at lave en hjemmeside får man også mulighed for at dele de oplevelser, man har haft, med andre, og på den måde kan man udveksle erfaringer med andre, som har været de samme steder eller påtænker at tage samme sted hen. Det kan være, der er steder, som man især gerne vil anbefale til andre, for eksempel steder turister ikke ellers får kendskab til. Der kan desuden være ting, man skal være opmærksom på. Det kan være, at det ikke er til at opdrive solcreme uden alverdens kemi i, så derfor skal man huske at tage masser med sig hjemmefra.
Nogle seværdigheder kan skuffe fælt, og derfor kan man bruge sin hjemmeside til at advare andre om, at denne seværdighed ikke er en halv dagsrejse værd, hvis ferien kun varer en uge.
Hvorvidt man ønsker at lave en offentlig ferieblog eller om man ønsker at holde den privat er noget, man skal overveje. Nogle opretter en hjemmeside, hvor kun de nærmeste venner og familie har adgang. Dette kan være en fordel, hvis man ikke ønsker, at alle andre skal kunne følge med, når man går rundt i badetøj på stranden.
Både en offentligt tilgængelig og en privat rejseblog tjener dog formålet om at få dokumenteret alle oplevelserne, og det er noget, man selv og sikkert ligeledes andre vil sætte stor pris på.